54 eventyrlige kilometer og 2 dage på Halsninoen 🥾
Jeg er netop kommet hjem fra 2 skønne dage i Halsnæs Kommune, som længe har lokket, da jeg gerne ville gennemføre deres nye trail Halsninoen. Jeg har godt nok modstand på navnet, da jeg ikke helt forstår, hvorfor de danske trails skal hedde noget med inoen. Min lyst til nye eventyr var dog større end modstanden, så afsted kom jeg, hvilket jeg absolut ikke fortrød – tværtimod.
Halsninoen er simpelthen så smuk en trail, der snor sig gennem Halsnæs Kommune fra Hundested i vest til Grimstrup i øst. Det er en meget varieret rute, så sanserne bliver virkelig vækket. Naturen er i den grad gavmild med dens mange udtryk fra Roskilde Fjord, Arresø, skønne trampestier, rigt dyreliv (bl.a. rådyr, fasaner, rovfugle og flagermuse), skoven der var klar til at klæde sig i lysegrønt, masser af anemoner i skovbunden, historiske momenter og smukke overnatningssteder. Min tur blev bestemt heller ikke dårligere af, at forårsvejret viste sig fra den gode side med høj blå himmel, dagstemperaturer op til 20 grader og nattemperaturen omkring 8 grader.
Denne tur blev også (næsten) min første tur, hvor jeg skulle være virkelig outdoor-agtig og bo i shelter og lave maden på min nyindkøbte trangia. Faktisk gjorde jeg et forsøg for 3 uger siden, men da solen gik væk ved 18-tiden, og temperaturen faldt til under frysepunktet, ombestemte jeg mig, pakkede hurtigt mine ting sammen og tog til Frederiksværk, hvor jeg hoppede på toget hjem. Dette forsøg kan du læse om her.
Indtil videre har mine vandreture ellers indebåret en dejlig seng, en lækker blød dyne og et brusebad, men der var noget i mig, der havde lyst til at prøve kræfter med det mere primitive. Jeg kan nemlig se, at der er så mange smukke ture, hvis jeg kunne forlige mig med sovepose og shelter.
Og denne gang lykkedes mit forsøg med at vandre hele Halsninoen. Jeg havde fundet et shelter med udsigt til Arresø, og det blev til intet mindre end en gudesmuk oplevelse. Aftenens solnedgang bød på mørke orange farver der lyste himlen om samtidig med, at et væld af flagermuse dansede rundt på himlen. Næste morgen vågnede jeg til endnu en orange himmel, hvilket var helt magisk. Vigtig læring her, at bomuldsbukser ikke er varme nok om aftenen og morgenen på denne tid af året (april), men så tog jeg bare soveposen rundt om benene, så jeg kunne nyde udsigten og holde varmen.
Har jeg så forliget mig med at tilbringe natten i en sovepose? Ikke helt, for jeg er den urolige nattetype, så soveposen endte tit med at sno sig om mig, som var jeg en skruestik. Dertil kom at mit liggeunderlag var lige tyndt nok, så det blev en nat, hvor jeg virkelig kunne mærke især mine hofter. Jeg kiggede misundeligt på de 2 andre, der sov i shelteret, for deres liggeunderlag var nærmest i kategorien luftmadras. Det kunne godt lokke, men det ville også gøre, at min rygsæk ville blive tungere. Jeg kunne nøjes med min 40 liters rygsæk, hvor de 2 nattekammerater havde rygsække på 65 liter.
På trods af mine genvordigheder med min sovepose vågnede jeg med en god følelse i kroppen, selvom jeg godt vidste, at jeg var vågnet mange gange i løbet af natten (når jeg skulle vende mig og når hovedet blev koldt). Det kunne mit ur da også bekræfte og afslørede, at jeg havde været vågen 13 gange!! Men alligevel nød jeg min shelteroplevelse, og jeg tænker heller ikke, der skal meget til for at give mig en bedre nattesøvn. Udover et tykkere underlag, skal jeg have en hue med, så hovedet ikke bliver koldt. Desuden vil det nok også hjælpe at ligge med hovedet ind mod bagvæggen, så jeg ikke oplever vinden så meget. Til gengæld kan jeg konstatere, at min nyindkøbte pude fra Asivik var perfekt, da der kunne pustes masser af luft i den.
På denne tur havde jeg også en mission om at øve mig også i ikke at have travlt for at komme hurtigt fra A til B, hvilket jeg godt kan have tendens til. Så i dag kunne i fx se mig tage en powernap i grøftekanten, og det gjorde i den grad godt for overskuddet til at vandre videre.
Jeg har følt mig fuldstændigt tryg på turen. Nu endte jeg med ikke at sove alene i shelteret, da der allerede var 2 andre gæster, men skulle jeg have sovet der alene, er jeg også sikker på, at det havde været fint.
Denne tur har helt sikkert givet mig lyst til at prøve nogle flere ture, hvor overnatningen sker i shelters, og jeg er også frisk på flere dage.
Som altid kommer der herefter lidt praktisk information om turen og herefter en masse billeder – jeg kunne slet ikke finde ud af at begrænse mig 😊
Start- og slutsted
Hundested – Grimstrup
(kan gås begge veje)
Antal dage
2
MINE etaper
Periode
21.-22. april
Længde
Højdemeter
Ca. 54 km
Ca. 300 hm
Underlag
Skovstier – små og større
Trampestier
Asfaltveje
Afmærkning
Generelt god.
Nogle få steder mangelfuld, men så var det frem med vandreapp’en.
Overnatning
Shelter ved Auderød Havn.
Ligger lige ud til Arresø. Plads til 4 personer, bålplads og bord/bænke.
Fundet via Shelterapp’en – kan ikke bookes.
Toilet ved havnen (100 m væk). Her kan man også lade telefonen i stikkontaktet på toilettet.
Transport
Så nemt. Tag A-toget til Hillerød og herfra Grisen til Hundested. Herfra går man ned til Strandvejen, hvor trailen starter.
I Grimstrup, hvor der er et trinbræt, hopper man bare på toget til Hillerød.
Jeg bor i Charlottenlund og rejsen fra hoveddøren til Hundested tog 1,5 time.
Officiel web
GPX fil
Jeg brugte AllTrails men erfarede, at turen ikke altid fulgte trailers skiltning.
Har netop opdaget, at man kan hente GPX-filen på Halsninoens officielle hjemmeside.
Her kan du også hente en brochure med kort og beskrivelse af Halsninoen.
Proviantering
Jeg havde mad med hjemmefra, så jeg kender ikke provianteringsmulighederne.
Brochuren beskriver dog disse, selvom jeg ikke så meget til dem. Så skulle man vist lidt væk fra ruten. Gårdbutikkerne bemærkede jeg godt, men jeg vandrede torsdag og fredag, og gårdbutikkerne havde hovedsagligt åbent i weekenderne.
Billederne kommer i den rækkefølge, de er taget på turen.
P.S. Der er en del billeder, men der var simpelthen så smukt på turen, og det måtte jeg bare forevige 🙂
Krævende Tour Mont Blanc i Frankrig, Schweiz, Italien
159 km og 10.000 højdemeter – 10 dage
Fascinerende Rota Vicentina/Fishermen’s Trail i Portugal
243 km – 18 dage
Klassiske West Highland Way i Skotland
163 km – 8,5 dage
Den legendariske Franske Camino – det meste i Spanien
800 km – 38 dage
Smukke Malerweg i Tyskland
157 km – 7 dage
Smukke Gendarmstien i Sønderjylland
84 km – 4 dage
Halsninoen i smukke Halsnæs
54 km – 2 dage
Bornholm Rundt – en ægte klassiker
84 km – 4 dage
Alverdens dagsture i Danmark – mest på Sjælland, da det er her jeg bor 🙂
One Response
Tusinde tak for inspiration !!