Hvordan tør du vandre alene?
"Jeg ville være meget mere bekymret for at cykle uden cykelhjem end at vandre alene"
Et af de spørgsmål, jeg nok har fået flest af i forbindelse med mine mange vandreture er, hvordan jeg tør vandre alene – ikke mindst som kvinde og endda i udlandet. Interessant nok tror jeg sjældent, at man ville stille en mand det selv samme spørgsmål, hvilket jeg synes er værd at give en tanke – ikke mindst her på Kvindernes Kampdag i 2022.
En dag, jeg cyklede rundt i København og bemærkede hvor mange, der cyklede uden cykelhjelm slog det mig, at jeg ville være mere bekymret for at cykle uden cykelhjelm end at vandre alene.
Nu har jeg vandret siden 2019, hvor jeg tog min allerførste solotur. Turen gik til Bornholm, hvor jeg gik øen rundt på 5 dage. Det var bare mig og min alt for tunge rygsæk på 16 kg. Jeg elskede hvert et skridt af turen, og det var her, jeg forelskede mig i vandrelivet. Og jeg forelskede mig også i at mærke, hvor stærk jeg var – både fysisk og mentalt.
Indrømmet – inden turen havde jeg en masse tanker om hvorvidt, jeg kunne klare det. Kunne jeg finde vej? Kunne jeg holde ud at være alene? Kunne jeg få mad på ruten? Men allerværst var tanken om at måtte give op, hvilket jeg helt sikkert ville have hadet. Ja ja, det er mit ego, der talte med mig der. Den indre stemme kan virkelig godt larme.
Så var der kommentarerne udefra, om jeg virkelig turde gå turen alene? Eller hvorvidt jeg ikke ville savne selskab? Ergo oplevede jeg både et indre og ydre pres. Nu er jeg så bare typen, der bliver en anelse stædig, når jeg oplever dette. Min strategi bliver som regel, at det skal jeg nok bevise, at jeg kan – både overfor andre og ikke mindst mig selv.
Og således gik det til at jeg drog afsted på min første solovandretur, hvilket skulle blive startskuddet til mange skønne solo-vandreture. På mine ture oplever jeg, at jeg har tid til at få tænkt lidt mere over tingene for hvert skridt, jeg tager. Det er som om, at tankerne får deres rette størrelser og bliver lagt på de rette hylder, så det ikke bare bliver et kaos af tankemylder.
Hvorfor går jeg alene?
Da jeg tog min første tur Bornholm Rundt, bundede det i, at jeg lige var blevet skilt efter 13 år forhold.
Fundamentet i mit liv var forsvundet, og jeg havde brug for ’at finde mig selv’. Jeg ved godt, at det er en kliché, men det var, sådan jeg havde det. Efter 13 års samliv med de rutiner, det nu havde medført i livet, havde jeg brug for en ny fysisk hobby, som kunne optage mig og skabe værdi i en tilværelse, hvor jeg pludseligt oplevede at have en masse tid til overs.
Fra Bornholm Rundt var der ikke langt til næste solotur: Caminoen i 2020. Jeg havde længe haft lysten, men igen blev jeg ramt af den indre stemme af usikkerhed. Igen animerede usikkerheden mig imidlertid til at gøre det modsatte; jeg skal fan’me nok bevise, at jeg tør! Og ja, jeg turde at gå de 800 km alene, hvilket blev en helt fantastisk oplevelse, hvor jeg følte en kæmpe råstyrke, når jeg klarede de situationer, som gav uro. Det kunne være alt fra ikke at kunne finde mit overnatningssted, ikke at vide hvornår jeg kunne få vand på flasken (jeg havde glemt at fylde op om morgenen), eller da jeg oplevede en blotter. Det sidste skrev jeg om i min daglig opdatering på Facebook, men desværre kom jeg til at slette alle mine opdateringer fra Caminoen, så det kan jeg ikke linke til.
Kort fortalt handlede episoden om en mand på cykel, der på vej ned af en bakke havde den ene hånd på styret og den andet i et fast greb om tissetrolden. Jeg havde netop sat mig i grøftekanten for at tisse. Jeg troede jeg ville være alene efter ikke at have mødt nogle mennesker i flere timer, men sådan skulle det så ikke være lige netop her. Manden stoppede ud for mig, og spurgte (stadig) med den ene hånd på tissetrolden: ”You and me?” Jeg fløj op, og råbte til ham ”No way”, hvorefter jeg styrtede afsted. Jeg tror faktisk ikke, jeg nåede at blive færdig med at tisse, før jeg fik bukserne hevet op. Lige først føltes det som en meget ubehagelig oplevelse, og hjertet bankede helt sikkert noget hurtigere end normalt. Efter at have trukket vejret dybt nogle gange, nåede jeg dog frem til, at jeg egentligt ikke mente, at han var så farlig. Han var blot en ubehagelig oplevelse, som jeg selvfølgelig gerne ville have været foruden. Heldigvis blev han også anledningen til et stort grin om aftenen, da jeg sad med Lara, som tilfældigvis også havde oplevet ham nogle timer tidligere. Vi konkluderede hurtigt, at han måtte være i mega god form, hvis han lå der og cyklede op og ned af bjerget hele dagen.
Endnu en grund til at rejse alene, er noget helt praktisk. Jeg har fravalgt fast arbejde, så jeg ikke skal bede om fri, hvis jeg gerne vil rejse, og jeg har rejst rigtig meget de sidste par år. Til gengæld har de fleste mennesker i min omgangskreds fast arbejde og derfor ikke den samme mulighed for at tage den mængde vandreture/ferier, som jeg har haft lyst til. Dertil lever nogle af vennerne også i fast parforhold og holder derfor deres ferier med partneren og eventuelle børn, så det er ikke vandreferier med mig, der står øverst på listen – forstå det, hvem der kan 😉
Nu kunne jeg jo enten vente på, at nogle havde tid, lyst og råd til en vandretur, eller jeg kunne tage ansvar for mine egne drømme. Jeg valgte det sidste – et valg jeg absolut ikke har fortrudt.
Føler jeg aldrig frygt?
Det er sket, men det er meget sjældent. De få gange, det er sket, er det da også altid endt godt. Bagefter kan jeg også konstatere, at frygten udsprang mest fra hovedet – altså forestillinger om, hvad der kunne ske.
Jeg har 2 oplevelser jeg vil nævne i denne sammenhæng, som begge udfoldede sig på Tour du Mont Blanc.
- På 10. og sidste etape (læs dagens beretning) skulle jeg uventet henover en større snepassage, som viste sig at vare i en times tid, og lige der følte jeg mig faktisk rimelig presset. Det der pressede mig allermest var, at jeg ikke mødte nogle andre vandrere overhovedet. Min største frygt var derfor ikke at blive fundet, hvis jeg skulle falde og glide langt ned af bjerget. Jeg forestillede jeg mig, hvordan jeg kunne ligge der og skrige uden at blive set eller hørt. Sådan nogle tanker kan virkelig sætte gang i frygten. Så lad mig bare sige det således; jeg fik hurtigt crampons på, gik meget forsigtigt og hvert skridt blev taget med stor stor omhu.
Omvendt kunne jeg heller ikke overskue at vende om, for jeg havde på fornemmelsen, at jeg var lige ved at være fremme, så det ville være dumt at forlænge turen ved at gå tilbage ad det samme svære stykke, jeg netop havde passeret.
Jeps, lige der var jeg max presset, men da jeg havde gennemført var jeg til gengæld max fyldt med gode endorfiner og følelsen af, at lige her var jeg bare mega sej. Den følelse kan jeg faktisk rigtig godt lide.
- Jeg kan godt finde på at tomle, hvis jeg ikke lige gider vandre, og på etape 9 fik jeg således oplevelsen af den eneste skræmmende tomleoplevelse, jeg har haft på min ture. På en regnfuld dag bestemte jeg mig for, at jeg hellere ville hurtigt frem, så ud røg tommelfingeren. Der er ikke altid langt fra tanke til handling. Kort tid efter sad jeg så i Carlos lille bil, hvilket skulle vise sig at blive en meget mindeværdig oplevelse. Jeg må dog indrømme, at jeg i situationen nok mere tænkte skræmmende oplevelse. Carlo var en storrygende italiener, og han forstod absolut intet engelsk, og jeg forstår absolut ikke italiensk. Hans køreegenskaber kvalificerede ham tilmed mest til at deltage i Bjergkøbing Grandprix, og i kombination med cigaretrøgen gav det mig rimelig meget lyst til at kaste op.
Ved grænsen til Frankrig stoppede Carlo, da han lige skulle have en kop kaffe og købe cigaretter. Tak, tænkte jeg, nu stiger jeg vist bare ud, tager min rygsæk i bagagerummet og begynder at gå i stedet. Så stod jeg der og konstaterede, at regnet blot var tiltaget, og jeg gad faktisk stadig ikke regnvejr….. Ud fra den lille cafe, hvor Carlo var på vej ind, kom en kvinde, som han talte med lidt tid. Efterfølgende talte jeg med kvinden, som viste sig at kunne engelsk. Hun kunne fortælle mig, at Carlo var helt ok, og at han dagligt kørte her, og han altid skulle ind og have en kop kaffe, inden han kørte videre. Denne snak gav mig lidt ro, og jeg bestemte mig for, at Carlo nok alligevel var helt ok. Ja han var helt sin egen, men ikke nogen forbryder. Ergo røg rygsækken tilbage i bilen, og efter 13 hæsblæsende minutter var jeg fremme ved destinationen. Det skal dog lige indskydes, at jeg nåede at tage et billede af bilen og sende det i en sms til min søn med teksten: ”Jeg forklarer senere”. Nu havde min søn så en ledetråd, hvis jeg skulle forsvinde……..
På de 13 minutter nåede vi da også at have noget, der kunne minde om en samtale – måske mest i en Alcapone-film. Trods det faktum, at min svigerdatter er italiener, forstår jeg ikke italiensk. Dog forstod jeg godt nogle af Carlos ord – i øvrigt ord, han gentog mange gange: Napoli, mafiosi, l’armour, femme, bambino morte og auto incidente.
Vel fremme ved destinationen var jeg faktisk blevet så afslappet ved den skøre situation, så jeg var fuldt opsat på at få et billede af Carlo – bare så andre også kunne se hans vilde guldring udformet som en tyr. Det billede skal I da heller ikke snydes for.
I dag er det næsten oplevelser, jeg ikke ville have været foruden, for igen fik jeg rykket nogle grænser, og det er noget af det, jeg elsker ved at vandre.
Hvad gør jeg for at føle mig sikker?
En af de ting, man skal vide om mig er, at jeg er risikovillig men ikke dumdristig. Det vil sige, at jeg altid laver en risikovurdering af situationen. Her skal man ikke forestille sig, at jeg sidder med et stykke papir og sirligt lister for og imod for at afgøre, om jeg føler mig på sikker grund.
Der er derimod tale om en mental proces, hvor jeg hurtigt mærker efter, om det føles rigtigt eller forkert. Senest på Rota Vicentina, hvor vi ind i mellem begav os ud i at free style i stedet for at følge sporet. (Her rejste jeg med en veninde på en del af turen). Derfor kunne man også se os på et tidspunkt vende om, for den alternative viste sig at være lidt for uoverskuelig. Men de allerfleste gange lykkedes missionen og belønningen var nogle fantastiske udsigter og følelsen af råstyrke.
Andre gange kan jeg godt bede folk om lige at holde et øje med mig. Det skete fx på Tour Mont Blanc, hvor jeg skulle krydse nogle lidt sværere passager. Hvis der var nogle i nærheden, spurgte jeg pænt, om de ville vente med at fortsætte, til de havde set mig komme over.
Det gjaldt også, da jeg skulle op over de mange stiger ved Tête aux Vents på Tour du Mont Blanc. Ja, i situationen syntes jeg, at stigerne så ud til at være noget ud over en almindelig flad sti, hvilket de så også er. Så er det bare rart at vide, at der bliver holdt øje med mig, hvis der skulle ske et uheld. Det gjorde der så ikke, men det føltes trygt. Folk er i øvrigt mega søde, og jeg har aldrig oplevet at få et nej.
En helt anden form for frygt: at turde vise mine skamfulde sider
Dem har jeg skam også; sider af mig selv, som jeg ikke altid synes andre skal se.
Dog er der en, som jeg ikke kan undgå at vise, da jeg ikke altid selv er herre over den. Når jeg sover et helt nyt sted, kan jeg nemlig godt finde på at gå og tale i søvne. Noget af det mine natlige drømme og snakke handler om, er at jeg ikke kan finde en ting (det kunne fx være min pung eller briller), og så ævler jeg op om det om natten (i søvne), og farer rundt (i søvne) og leder efter den forsvundne ting. Det er sgu lidt pinligt, at en årgang 1966’er endnu ikke er vokset fra det, men jeg må bare sande, at det er noget, der er udenfor min kontrol.
Det betyder selvfølgelig ikke noget, når jeg rejser alene og har eget værelse, men hvis jeg sover på sovesal eller rejser med andre og deler værelse, er det en helt anden snak. Jeg har prøvet det en del gange, og jeg kan mærke på folk om morgenen, at de virker lidt forskrækket over mine natlige udskejelser. For at berolige mine omgivelser og gøre det nemmere for mig selv, er jeg derfor begyndt at fortælle de andre på sovesalen inden lyset slukkes, at jeg godt kan være lidt urolig om natten. Desuden fortæller jeg også, hvad de skal gøre, hvis jeg i søvne fortæller, at jeg fx ikke kan finde mine briller. Så er det bedste, man kan gøre for mig nemlig blot at sige, at dem har de helt styr på. Ikke noget med at fortælle mig, at brillerne ikke er væk, for det accepterer jeg ikke i søvne. Først fniser folk lidt, når de får disse anvisninger, men det er helt ok. Det er som om, jeg drømmer mindre om forsvundne ting og går mindre i søvne, når jeg har meldt ud om det før natten.
Noget andet skamfuldt ville være at snorke. Ja, det sker engang i mellem, men det er vi heldigvis mange, der gør. Desuden virker det også som om, at det ikke er noget, man laster hinanden for om morgenen – det er blot et vilkår, som der heldigvis er en løsning for. For ikke selv at blive holdt vågen af andres snorkeri, har jeg derfor også altid ørepropper med i rygsækken.
Føler jeg mig aldrig ensom på turene?
Meget sjældent, og absolut ikke mere end jeg kan opleve hjemme i min egen stue og aldrig i et omfang, der har været hæmmende for min lyst til at vandre alene.
I øvrigt må jeg her også blot indskyde, at det kan føles meget mere ensomt at være i et dårligt fungerende parforhold eller venskaber.
Interessant nok har jeg mange flere billeder af mig selv fra de seneste 3 års skønne vandreture, end jeg har af mig selv fra 13 års ferier i fast parforhold. Jeg spørger bare folk, om de vil tage et billede af mig, når jeg står et særligt sted. Og netop de særlige steder, er steder, hvor andre folk samles og nyder stedet, så der er altid en potentiel fotograf til stede.
En fast rutine for mig under mine vandreture har desuden været og er fortsat de daglige opdateringer på de sociale medier, hvor igennem jeg har fået en masse virtuelle vandrevenner. Det er blevet en hyggelig tradition at ligge i sengen med en kop kaffe og skrive dagens beretning og efterfølgende mærke, at de sociale medier virkelig er et socialt medie, når man tør åbne op.
Går det aldrig galt for mig?
Oh yes. Det gjorde det så på Rota Vicentina i februar 2022. På en lidt stejlere nedstigning på etape 13, var jeg så uheldig at glide, og i faldet tager jeg fra med højre hånd, og dermed brækker jeg håndleddet. Det vidste jeg naturligvis ikke på daværende tidspunkt, selvom jeg havde det på fornemmelsen. Der var 1,5 km tilbage af dagens etape, så der var ikke så meget andet at gøre, end at gennemføre etapen. Det var trods alt håndledet, jeg havde slået og ikke bentøjet – heldigvis.
For efter en tur på hospitalet i Lagos, hvor de kunne konstatere, at hånden var brækket, var jeg tilbage i sporet af Rota Vicentina efter en enkelt ‘hviledag’, og kunne gennemføre den sidste dag med en skinne på hånden. Heldigvis – for det var godt nok den smukkeste finaleetape, jeg kunne drømme om.
Mere grotesk var det egentligt, da jeg havde gennemført Caminoen i 2020. Jeg vandrede 800 km uden en eneste vabel, men til gengæld snubler jeg på terrassen 4 dage efter hjemkomsten og brækker et eller andet i foden !!! Så fik jeg en helt ny model vandrestøvle på foden!!!
Empowerment
Gennem mine solovandreture har jeg en følelse af at vokse som person. Jeg har set min frygt i øjnene, jeg har trodset den, jeg har udfordret mig selv, og ja, jeg har været på tynd is et par gange. Men for hvert skridt jeg har taget, har jeg mærket modet og styrken vokse og grundlæggende bare at have følt mig mega sej.
Jeg håber derfor, at mine vandrehistorier vil inspirere andre kvinder (og mænd) til at komme afsted på soloeventyr. Og husk på, at når modet er større end frygten, venter der dig en masse skønne vandreeventyr både i Danmark og i udlandet.
Vandrer jeg aldrig med andre?
Efter et par år med solovandringer, er jeg også begyndt på at tage afsted med veninder (indtil videre 1 ad gangen), og det kan helt bestemt også noget. Det er hyggeligt at dele oplevelsen med en god ven – både før, under og efter rejsen. Det er helt bestemt også sjovere at grine, når man er 2 end bare at stå og grine med sig selv.
Dog har jeg også oplevet, at jeg brokker/beklager mig mere, når jeg rejser med et andet menneske. Det er nemlig meget ’sjovere’ at brokke sig, når man har nogle at brokke sig til. Jeg må dog også konstatere, at det er virkelig dårlig energi at sende ud til omverdenen, så jeg øver mig virkelig på ikke at brokke mig – så meget
Jeg er selvfølgelig også nødt til at indskyde betragtninger om økonomi. Den samlede udgift bliver markant lavere, når man er 2 om at dele fx udgiften til et værelse.
THE END
Læs om nogle af mine skønne ture
Krævende Tour Mont Blanc i Frankrig, Schweiz, Italien
159 km og 10.000 højdemeter – 10 dage
Fascinerende Rota Vicentina/Fishermen’s Trail i Portugal
243 km – 18 dage
Klassiske West Highland Way i Skotland
163 km – 8,5 dage
Den legendariske Franske Camino – det meste i Spanien
800 km – 38 dage
Smukke Malerweg i Tyskland
157 km – 7 dage
Smukke Gendarmstien i Sønderjylland
84 km – 4 dage
Halsninoen i smukke Halsnæs
54 km – 2 dage
Bornholm Rundt – en ægte klassiker
84 km – 4 dage
Alverdens dagsture i Danmark – mest på Sjælland, da det er her jeg bor 🙂
4 Responses
Kære Inge.
Tusind tak for din artikel, som jeg meget passende har læst i dag, d. 8. marts 🙂
Jeg sidder i min lejlighed og føler mig netop ensom her – som jeg aldrig gør, når jeg vandrer.
Jeg har vandret meget – og mange af de samme steder som dig: Bornholm rundt, Malerweg og Tour de Mont Blanc. Jeg har også besteget Half Dome i Yosemite og gået i Sächsiche Schweiz. Begge steder er skønne!
Nå, men jeg er nu – efter mange år i parforhold – alene og går med mange tanker om, hvorvidt jeg skal kaste mig ud i dele af caminoen alene til sommer (hvor jeg som gymnasielærer har 5 ugers ferie) – så TUSIND TAK for din inspirerende artikel! Jeg er slet ikke bange for den fysiske udfordring, men bange for at føle mig alene. På alle de andre vandreture har enten min kæreste eller mine børn været med. Jeg taler flere sprog og er vant til at tale med mange mennesker hver dag, så jeg kommer nok i kontakt med nogen…men alligevel. Aftener alene…. Hvad hvis der er optaget det sted, jeg ville sove? Hvor går jeg så hen? Hvor kan jeg få opladt min mobil? ALT muligt. Men din artikel inspirerer mig til at få det gjort – så nu vil jeg læse andre af dine artikler – og sæt mig gerne på en mailing-liste, så jeg ser, når der kommer nyt fra dig.
Bedste hilsner Gitte
PS: jeg ved LIGE hvad du mener med sne-passager på Mont Blanc-turen. Lige der måtte jeg også have kæresten i hånden. SEJT at du klarede det alene!! <3
Kære Gitte,
Velbekomme. Så dejligt at artiklen inspirerer dig.
Min erfaring er, at når jeg først er afsted, så løser det hele sig, og det er bagefter en kæmpe tilfredsstillelse.
Rigtig god vandretur.
Mange hilsner
Inge
Hej Inge,
TUSIND TAK for spændende og givtig læsning, jeg har tilmeldt mig dit nyhedsbrev.
Jeg er ny vandrer, har til nu kun prøvet dagsture op til 20 km og uden overnatning.
Jeg vil satse på at tage alene til Bornholm og gå øen rundt udenfor højsæsonen. Læste et opslag i en af vandregurpperne omkring Bornholm. Idé kunne være at bo midt på øen og så tage dagsture ud fra samme sted. Busserne siges (stod der skrevet) at være billige på Bornholm, så jeg vil gå ud til de forskellige steder på øen og tage bussen hjem, det ville give mig tryghed som ny alene-vandrer! Jeg har downloaded app-en Kyststier, så jeg er på vej!
For som dagene går, bliver modet større end frygten – dejlige ord.
Igen tak, ønsker dig mange dejlige ture fremover, kh Anne Mette
Hej Anne Mette,
Tusinde tak.
Lyder som et fantastisk eventyr der venter dig til sommer 🙂
God vandrelyst.
Mh Inge