For at få hverdagen til at fungere og for at kunne udøve sin kunst, er Anders 100 % afhængig af hans hjælpere, da han ikke selv kan bruge sine arme. Anders er manden bag designet og farvevalget, men det er hans hjælpere, der producerer ZUSA-bogstaverne og får dem sat op rundt omkring i København. De 4 bogstaver er forkortelsen af det tyske ord zusammen, som betyder sammen eller tilsammen. Ofte brugt som ’sammen kan vi alt’. Og Anders og hans hjælpere kan alt – når de hjælper hinanden.
Jeg er vild med historien bag Anders Thordahls street art, og jeg er vild med ideen bag den enkle street art.
Jeg er så vild med den, at jeg er gået på jagt efter hans tags, og det har været et pænt stort detektivarbejde. Først tog jeg udgangspunkt i bogen om ZUSA og dertil har jeg søgt højt og bredt på nettet, hvor jeg har fundet en masse billeder af ZUSA tags, som ikke er i bogen. Efterfølgende har jeg skulle finde placeringen og været forbi og taget et billedet af tagget. Efterhånden har jeg lokaliseret en del, som jeg deler med jer på kortet længere nede på siden. Der er lige knap 30 af dem, så der er masser at holde øje med.
Hvis du finder et ZUSA tag, som jeg endnu ikke har fundet (så er det ikke på kortet), må du meget gerne mig et praj, så jeg kan få tilføjet det til listen.
I kan se en dokumentar om Anders og hans pieces på Filmstriben. I december 2023 har jeg i øvrigt været så heldig at komme i kontakt med Anders, og jeg er bestemt ikke blevet mindre begejstret for manden – tværtimod. På trods af de udfordringer, sclerosen giver Anders, er han fyldt med livsenergi, så det var en fornøjelse at drikke kaffe sammen et par timer og høre historien bag ZUSA. OK – historierne er det snarere.