Söderåsen

Det var godt, at moster kun er 84 år, når det nu viste sig, at turen rundt i Söderåsen Nationalpark viste sig at være knap så pensionistvenlig, når vi nu havde valgt den sværeste etape 😆

Jeg må simpelthen konstatere, at jeg har verdens sejeste moster, som uden at kny, tog de 9,5 km rundt på den mest udfordrende rute i nationalparken.

Det, der gjorde turen strabadserende, var det meget ujævne underlag, som pludseligt mødte os – det var jeg ikke helt foreberedt på hjemmefra. Men lad os starte ved begyndelsen.

Det var super nemt at komme til Söderåsens Nationalpark, og tog os knap 2 timer i bil hjemmefra. Bilen blev parkeret på den store (gratis) p-plads ved Skäralid, og så var det bare afsted ad blå rute. Det havde vi bestemt os for hjemmefra, hvor vi havde studeret den officielle folder for nationalparken.

Det, der trak ved at komme til Söderåsen, var at opleve det interessante geologiske fænomen, hvor der løber en sprække gennem naturen. Sprækken er en del af det, der hedder Sorgenfrei-Tornquist zonen, og som er et langt bælte, hvor der er sket en kollision mellem 2 kontinentplader for ualmindeligt mange år siden – vi taler millioner af år. Det er baggrunden for, at landskabet rejser sig brat ved fx Hallandsåsen, Söderåsen, Kullen og endda Bornholm og er nok også hårsigten til, at Bornholm på mange måder minder mere om Sverige end Danmark.

1. Bornholm Block
2. Hallands Åsen
3. Romele Åsen
4. Torpa Klint
5. Söderåsen
6. Kullen
7. Kävlinge Åsen
8. Linderød Åsen
9. Christiansø Block

Kilde: Hannas Walk

Nu er jeg ikke geolog, så jeg skal spare jer for flere faglige forklaringer, da jeg ellers også risikerer at bevæge mig ud på tynd is.

Men sprækken var helt tydelig på den blå etape, som vi havde valgt at følge. Man starter med at gå nede i bunden af sprækken, hvor man følger den grå (og gule og blå) etape langs søen. Den grå etape er karakteriseret ved at være tilgængelig for dårligt gerende, og vi så da også et par stykker med rollator.

Herefter bliver det afløst af den gule/blå etape, som stadig er nem at gå, da der er lagt mange bjælker ud, som gør stien ganske tilgængelig. Denne del af etapen følger bækken, hvor man hører vandets stille rislen. Det er først, når man når denne del af etapen, at man får fornemmelsen af at gå i bunden af sprækken. da skrænterne op til åsen ses tydeligt

Efter ca. 1,5 km nåede vi til et skilt ved Offavägen, der viste mod Kopparhatten, som er nationalparkens højeste punkt med 200 m. Vi nappede selvfølgelig lige de 800 meter op (som i øvrigt er gul etape), da vi ikke ville gå glip af udsigten.

På den grå og gule etape var der opsat flere plancher af informativ karakter, der gav viden om området, dyrelivet, planterne o.l. Disse var der til gengæld ikke, da det blev ‘ren blå’ etape. Her var det den rene natur, der skulle suges ind.

Og ja, der var udsigt til store vidder, men udsigten til sprækken/dalen er naturligvis også ‘påvirket af’, at træerne dækker for meget af udsigten på denne tid af året. Men det er stadig den ekstra tur værd.

Herefter gik vi de 800 meter tilbage til blå etape, og nu ændrede terrænet igen karakter, og vi nåede nu til det strabadserende niveau. Det var egentligt ikke på grund af højdemeterne, men snarere det meget ujævne terræn. Her var virkelig mange sten og rødder.

Sådan fortsatte det de næste ca. 2 km, men det var virkelig også turen værd, da det var en smuk natur, vi gik i. Ikke flere oplysende skilte men blot den smukke natur og blå afmærkning til at lede os på vej.

Vel fremme ved Liagården var det nu tid til frokost. Her er der både shelter, bålplads, bord og bænke, toiletter og vand, så det er et godt sted at holde pause.

Vil man dog gerne spise tæt på naturen, vil jeg klart anbefale at fortsætte og sætte sig på klippen ved Hjortspränget, som ligger et par kilometer længere fremme. Her får man den smukkeste udsigt over dalen. (Det er nemt at finde, da der er et skilt ved stedet).

Efter Liagården ændrer terrænet igen karakter og bliver meget mere tilgængeligt. Nu går man på toppen af åsen, og flere steder er der udsigt over sprækken og store vidder.

Sidste udfordring bliver nedstigningen fra kammen, hvor man igen lige skal holde fokus.

Jeg er virkelig imponeret over, at min 84-årige moster klarede turen så godt. Nogle få gange fik hun lige en hånd, så jeg var sikker på, at hun kom sikkert videre.

Jeg har tit sagt om moster, at hun faldt i trylledrikken som barn. Det har hun endnu engang bevist, for denne tur er nok ikke det man just kalder seniorvenlig i den almindelige forstand.

Længere nede er der en faktaboks om turen og masser af billeder fra vores skønne tur. Her er også en video med mosters udtalelse om turen.

God fornøjelse

Faktaboks

Start- og slutsted

Rundtur fra Skaralid

Antal dage

Dagstur
Torsdag d. 11. august 2022

Længde og højdemeter

Ca. 9,3 km
198 højdemeter

Transport

Vi tog færgen fra Helsingør til Helsingborg, og herfra er der en køretur på ca. 55 km til Skäralids, som tog ca. 1 time. GPS’en var sat til Skärasild 747 og førte direkte til en store p-plads, hvorfra der er nem adgang til nationalparken.

Her ligger også Skäralid besøgcenter, hvor man kan få info om nationalparken, og ved p-pladsen er der ligeledes toiletter.

I øvrigt ville det være nemt at tage offentligt transport. Tag toget fra Kbh til Malmø (Hyllie St.) og skift til toget, der kører til Stehag Station . I alt ca. 2 timer, og koster kun ca. 120 kr. hver vej. Som altid er Rome2Rios hjemmeside et fantastisk planlægningsværktøj.

Udgifter

Færge: 530 kr. (dagsbillet). Prisen havde været 499 kr, hvis vi havde købt den online og endnu billigere (398 kr), hvis man har AutoBizz Smart.

Links

Söderåsens Nationalparks officielle hjemmeside.

Brochure til Söderåsens Nationalpark med vandreruter.

Afmærkning

Der er flere afmærkede etaper med forskelliger sværhedsgrader. Etaperne er afmærket med forskellige farver , og vi gik den blå (Hjortsprångsrunden). Dog tog vi lige en ekstra bid med på 1.600 m, så vi også komtil Kopparhatten, hvor man kan nyde udsigten over Skäralidsdalen.

Den blå rute er angivet til 7,7 km, krævende og skulle tage 3 timer.
Vi brugte ‘kun’ 3,5 time inkl. frokost + de ekstra 1,6 km til Kopperhatten, og vi gik ikke hurtigt.

Etaperne er virkelig godt afmærket, og man kan dårligt fare vild, så det er ikke nødvendigt med vandreapp’en.

Glem ikke 😊

Husk godt fodtøj, da en del af turen foregår på meget ujævn terræn med rigtig mange sten og rødder.

Den blå etape byder på ca. 200 højdemeter, og det er min oplevelse, at det er nemmest at starte med at gå højre om søen ved Skäralid, da man så undgår de sværeste nedstigninger. Ikke at de er sindsygt stejle, men moster var enig i mine betragtninger om retningen.

Når hjemmesiden skriver, at blå etape er krævende, så er det helt rigtigt. Den kræver, at man kan gå på meget ujævnt terræn. Alternativt kan det anbefales at tage en af de andre etaper, som er mindre krævende. Her er der selvfølgelig forskel på, om man er 56 år eller 84 år 🙂

Som moster sagde: “Jeg går forsigtig og giver mig god tid, så jeg ikke ned og ligge”.