Rota Vicentina / Fishermen's Trail

Jamen altså – hvad skal jeg dog sige andet end wauw? Jeg var afsted i 17 dage, og de var intet mindre end magiske. 

Det blev helt sikkert hjulpet godt på vej af det skønneste vejr, hvor temperaturen som regel var omkring de 20 grader, hvilket er helt unormalt for Portugal på denne årstid (februar).

Det startede med 1,5 intensive dage i Lissabon (jeg skal jo have det hele med), og herefter med bus afsted til startstedet for Rota Vicentina; Santiago do Cacém. Når det er sagt, virker det som om, at der er mange opfattelser af, hvor trailen starter og for den sags skyld slutter. De vandrere, som jeg mødte, var startet andre steder fra (Sines, Porto Covo) og nogle sluttede i Odeceixe, andre ved fyret Cabo de Sao Vicente, og nogle gik hele vejen til Lagos, som jeg gjorde. 

Hvad trailen hedder, kan også virke forvirrende. Som jeg har forstået det, hedder den overordnet Rota Vicentina, og denne består så af Den historiske vej og Fishermen’s Trail, og nogle gange delte de spor. Vi fulgte dog for det meste Fishermen’s Trail, da den i følge alle anbefalinger var langt den smukkeste. 

Rota Vicentina er som sådan ikke hård, men der er da nogle hårde elementer på trailer. Fx. en dag, hvor etapen fra Porto Covo til Vila Nova de Milfonte for det meste går i gennem rimelig meget sand, hvilket er hårdt.

Selvom man tit går ved de høje skrænter langs kysten, oplevede jeg ikke, at stierne var så smalle, at man frygtede at styrte ud over skrænten. Det skal lige siges, at jeg ikke lider af højdeskræk, og et par gange udfordrede vi også os selv lidt, men lad mig blot sige det sådan, at det på ingen måder kom i nærheden af op- og nedstigningerne, som jeg oplevede på Tour Mont Blanc sidste år. Der blev dette nok snarere ‘a walk in the park’. Og her ved jeg godt, at alt afhænger af, hvem der går turen, men jeg har så også vandret en del de sidste par år, så jeg er derfor også tanket op med en del selvtillid, når jeg får vandreskoene på.

Rota Vicentina trail mark fishermens trail

Trailen imponerer på mange punkter; Naturen, kyststrækningen med de vilde klipper, det blå Atlanterhav med dets bølger og surfere, strandene, de fine hvide byer med blå døre og vindueskarme, de helt utrolig mange storke, det gode vejr, foråret der i den grad stod på spring med blomstrende mandeltræer og overhængte appelsintræer.  Der var bare så mange oplevelser, som har gjort denne rejse unik. Hov, jeg skal også huske at nævne kagerne – det er portugiserne altså gode til. 

Jeg elskede hvert minut af denne rejse…. også selvom jeg på tredjesidste dag (et par kilometer fra dagens slutsted) gled på en nedstigning og brækkede håndledet, da jeg tog fra. Det var selvfølgelig ærgerligt, men jeg kan konstatere, at det private portugiske hospitalsvæsen virker helt tilfredsstillende. Der var ingen ventetid, så indenfor få timer var bruddet konstateret via en CT scanning. 

Jeg kan berolige jer med, at det var et meget ukompliceret brud, så jeg kunne nøjes med en ‘sygedag’, og fik derfor gennemført den sidste etape fra Luz til Lagos. Gudskelov, for det var en ualmindelig smuk finaleetape, som jeg nødigt ville have undværet. 

De mange skrænter ud til det azurblå Atlanterhav fyldt med klipper, grotter, bevoksning, klippeudspring, små gemte strande fyldte sindet med den største fascination over, hvor vild naturen faktisk er.

De sidste par kilometer gennem Lagos blev derfor også meget rørende, da jeg i den grad var fyldt op med fantastiske oplevelser fra det smukke Portugal.

Rota Vicentina kort

Faktaboks

Faktaboks

Start- og slutsted

Santiago do Cacém -> Lago

Antal dage

15 dage

MINE etaper

Det er altså ikke nødvendigvis den optimale etapeplanlægning, men læs uddybning under de enkelte etaper.

  1. Santiago do Cacém – Moinhois do Paneiro (21 km)
  2. Moinhois do Paneiro – Cercal do Alentejo (21 km)
  3. Cercal do Alentejo – Porto Covo (21 km)
  4. Porto Covo – Vila Nova de Milfontes (20 km)
  5. Vila Nova de Milfontes – Cavaleiro (25 km)
  6. Cavaleiro – Zambujeira do Mar (13 km)
  7. Zambujeira do Mar – Odeceixe (20 km)
  8. Odeceixe – Aljezur (19,5 km)
  9. Aljezur – Arrifana (16 km)
  10. Arrifana – Carrapatrira (20,5 km)
  11. Carrapatrira – Vila do Bispo (16 km)
  12. Vila do Bispo – Cabo de Sao Vicente – Sagres (21 km)
  13. Sagres – Salema (18 km)
  14. Salema – Luz (12,5 km)
  15. Luz – Lagos (16 km)

 

Det er let at forkorte turen, da man næsten kan ‘stige af og på bussen’ ved alle byer på trailer. Det er bare at lave en hurtig søgning på hjemmesiden Rome2Rio – så finder man mulighederne.

Hvis du kun har en uge til at vandre, ville jeg springe etape nr. 8, 9 og 10 over (ift min beskrivelse).

Periode

1. – 19. februar 2022

Længde

Ca. 243,5 km
(Hertil skal lægges 12,5 km, som jeg missede på næstsidste dag Salema-Luz, da jeg lige måtte forbi hospitalet)

Højdemeter

Det er så lidt, så jeg har glemt at holde øje med højdemeterne. Så nej, det er ikke en bjergbestigningstur. Langt det meste er ganske nemt og tilgængeligt.

Der er 2 etaper, hvor man får lov at gå en del op og ned, og hvor man lige har bruge for at kunne bruge sine hænder.

  • Dag 11: Carrapaterira – Vila do Bispo
  • Dag 13: Cabo do Sao Vicente – Salema

Udgifter

Ca. 9.800 kr. for mig inkl. alt.

Og uddgifterne fordeler sig således

  • Transport (inkl. fly) 1.926 kr.
  • Overnatning 4.446 kr. (de første 5 dage var jeg alene. Herefter var vi 2, der kunne deles om udgifterne)
  • Forplejning 3.322 kr.

 

Min rejsekammerats rejse løber næsten op i det samme beløb, selvom hun først stødte til efter 5 dage. Hendes flybillet blev nemlig markant dyrere, da hun bestilte kort tid før afrejse.

Afmærkning

Virkelig godt afmærket.

Der er flere mærker, man følger.

Rød/hvid i starten, og som er den historiske rute.
Grøn/blå, når man rammer kysten, hvis man følge Fishermen’s Trail.

Desuden vil man møde Rød/gul afmærkning, som er dagsruter/rundture.

Det skønne ved trailen er, at der også er sat afmærkning på rigtig mange steder, hvis man går forkert. Afmærkningen vil således have et kryds over de farvede streger, og så ved man, at man er afveje.

Overnatning

Hovedsagligt booket via booking.com og ellers hotellets hjemmesider.

Da turen blev gennemført i lavsæsonen, var der mange overnatningssteder, der endnu ikke var åbnet.

Glemte at tjekke Airbnb for overnatning på Algarvekysten.

Skal man booke hjemmefra?

Det vil jeg til hver en tid foretrække på denne trail, og helt sikker t i højsæsonen.
Februar er selvfølgelig lavsæson, men jeg synes, det er meget rart at vide, hvor jeg skal sove, og at de er klar til at modtage én. Jeg ville alligevel altid ende med at lede efter overnatning på booking.com.
Desuden er det også således, at der stort set kun er overnatningsmuligheder i byerne, og jeg ved nogenlunde, hvor meget jeg vil gå om dagen.

Rutevejledning

Jeg fandt etaperne på AllTrails appen.

Organisationen bag Rota Vicentina har dog også udviklet en app, hvor man bl.a. kan læse om etaperne og finde kort over dem. Jeg brugte den ikke, men det gjorde min rejsekammerat, og hun var glad for den.

Glem ikke 🙂

Vær OBS på!

De allerfleste steder accepteres kortbetaling – også i små butikker i små byer.

Dog ville taxierne kun have kontanter samt da vi skulle købe busbillet fra Lagos til Lissabon (det var ikke gældende den anden vej).
Det er altså en god  idë at have nogle kontanter med. Og har man ikke det, kan jeg meddele, at der findes rigtig mange ATM-maskiner – også i de mindre byer – så det er ikke svært at hæve kontanter.

Skal du gå fra syd til norde eller fra nord til syd?
Godt spørgsmål. Vi gik fra nord til syd. Ja, vi havde så solen i øjnene, men til gengæld havde vi vinden i ryggen, hvilket kan være meget rart ved det forblæste Atlanterhav.

Jeg bar selv min rygsæk, men jeg faldt over virksomheden Vicentina Transfers, som udbyder bagagetransport, hvis man ønsker dette.

Badge til rygsækken – kan købes her.

Rejsen

Rejsedag og Lissabon dag 1

  • Min rygsæk på 40 liter gik som håndbagage (jeg fløj TAP Portugal)
  • I rygsækken havde jeg mine vandrestave og ingen problemer i Security (heller ikke på hjemturen)
  • Bussen fra lufthavnen til Lissabon går lige udenfor lufthavnen og kører hele tiden. Havde ikke købt billet hjemmefra. Turen tog ca. 35 min. og kostede 2 €
  • Aftentur i Amalfi kvarteret
  • Overnatning:
    Rossio Garden Hotel 
    Booket via booking.com, pris 525 kr. pr. nat uden morgenmad (kan tilkøbes). Pænt hotel.
    Ligger centralt i Lissabon.
Rota Vicentina Lissabon rygsæk
Rygsækken er klar til endnu et eventyr
Rota Vicentina Lissabon aften
Solnedgang ved Miradouro Sophia de MelloBreyner Andresen
Rota Vicentina Lissabon Monastery of Sao Vicente de Fora
Monastery of Sao Vicente de Fora i Amalfi


Lissabon

City hiking i Lissabon
Ca 19 km

Lissabon er kontrasternes by. Dele af den er pæn og velholdt, og et øjeblik senere er bygningerne nedslidte og forfaldne. Kaklerne er faldet af facaderne, bygningerne er forladte, tagrenderne er fuldstændigt overgroet, facaderne er plastret til med grim grafitti, og mange steder skriger generelt efter en voldsom renovering.

 

Når det er sagt, har det været en skøn dag med masser af gode oplevelser. At vejret viste sig fra sin gavmilde side med klar blå himmel og 18-20 grader, gjorde bestemt ikke noget.

Dagen kort:

  • Slentre rundt i gaderne og gå på opdagelse i gyder og stræder.
  • Køre i den legendariske sporvogn nr. 28 på tværs af byen. Det kan anbefales at købe et dagskort til byens sporvogne, så man kan stige af og på, når man har lyst (6 €). 
    Billetter købt ombord koster 3 €.
  • Kom forbi Martyrernes plads – Campo dos Mártires da Pátria.
  • Nyde de smukke vægmalerier og de kakkelbelagte huse.
  • Besøge Amalia kvarteret.
  • Passere pladsen Praca do Comércio og triumfbuen Arco Triunfal.
  • Kom forbi elevatoren Elevador de Santa Justa, som tager én 45 meter op for 5,3 €. Man kan også bare gå udenom – så ender man det samme sted, og kan nyde en smuk udsigt.
  •  Nyde flamenco-dans fra en gadeoptrædende kvinde.
  • En tur gennem LX Factory – et gammelt industriområde, der er omdannet til et kreativt miljø med en urban stil. Her er vandrehjem, cafeer, restauranter, butikker o.l.  
  • Fra Santo Amaro View Point er der en smuk udsigt til 25. april broen. Den ligner til forveksling Golden Gate i San Francisco, og det viser sig også, at de er malet i den samme orange farve og bygget af det samme firma.
  • Slentre langs indsejlingen til Lissabon, hvor jeg passerede MAAT (Museum of Art, Architecture and Technology), monumentet for de opdagelsesrejsende og Belemtårnet.
  • Spise den klassiske portugiske kage: Pastéis de nata (tærte med vaniliecreme.
  • Husk at kigge nedad. Lissabon byder på meget smukt brolæggerarbejder. Fx på Praca Dom Pedro IV (Kong Pedro Pladsen)
Rota Vicentina Lissabon Elevador de Santa Justa
Elevatoren Elevador de Santa Justa
Rota Vicentina Lissabon Triumfbuen Arco Triunfal
Triumfbuen Arco Triunfal
Rota Vicentina Lissabon vægmaleri
Der er masser af vægmalerier i Lissabon
Rota Vicentina Lissabon Flamenco
Gadeunderholdning
Rota Vicentina Lissabon 25 april broen
25. april broen
Rota Vicentina Lissabon sporvogn 28
Den legendariske sporvogn nr. 28


Etape 1

Santiago do Cacém – Moinhois do Paneiro
21 km – 6,5 timer

Etapen kort:

  • Tog Rede Express-bussen kl. 7:30 fra Sete Rios stationen i Lissabon til Santiago de Cacem. Jeg købte billetten (14 €) på stationen, men den kan også købes online, hvor man også kan finde køreplanen. Det er en tur på 160 km, som tog ca. 2 timer.
  • Ved holdepladsen i Santiago de Cacem er der cafeer og mulighed for at proviantere. Husk at gøre det, inden man går til kirken, hvor trailen starter. 
  • Kirken ligger på toppen af byen (og der er i øvrigt offentlige toiletter)
  • Trailen er godt afmærket. Man skal følge pindene med de hvide/røde streger på. 
  • Ruinen fra Vor Frue Loreto klosteret fra 1500-tallet passeres. 
  • Første pausested med servering kom efter 18 km: Cafe Bras. Det er ikke noget fancy sted, men ganske udemærket til billige penge.
  • Overnatning:
    Moinhos do Paneiro, som blev drevet af søde Florbela. Det er et ombygget landbrugssted og et helt fantastisk sted, som jeg giver mine varmeste anbefalinger. Pris 57 € inkl. morgenmad, som var noget af det bedste, jeg fik på hele turen. Jeg havde booket ved at sende en mail via stedets hjemmeside
  • Jeg havde ikke bestilt aftensmad på forhånd, men Florbela diskede op med en lækker aspargessuppe og lidt tapas og hjemmebagt brød. Pris: 10 €
Rota Vicentina etape 1 Santiago do Cacem
Starten på Rota Vicentina i byen Santiago do Cacem - ca. 2 timer fra Lissabon
Rota Vicentina etape 1 Santiago do Cacem
Kig ud fra kirkegården ved Santiago do Cacem
Rota Vicentina Santiago do Cacem trailmark
Jeg følger de hvide/røde afmærkninger, som indikerer den historiske vej

Etape 2

Moinhos do Paneiro – Cercal do Alentejo
C
a. 21  km – 6 timer 15 min

Etapen kort:

  • En relativ flad etape kendetegnet ved en dyrelandbrug (køer, får, kalkuner, høns) 
  • Masser af korkeg på etapen , som bruges til produktion af korkpropper. Nummeret på korkegen henviser til, hvornår korken næste gang skal skrælles af. Fx. 4 betyder i 2024. Læs her om tilblivelsen af kork.
  • Kaffepause på Casa Fonseca efter 6 km (eneste mulighed på etapen). Meget autentisk cafe på landet, hvor prisen er i bund (kaffe, kage og sodavand for 1,95 €)
  • Passerede den kunstigt anlagte sø med dertil hørende dæmning; Albufeira da Barragem de Campilhas
  • Flere cafeer, restauranter, købmand i Cercal do Alentejo. Det er en lidt ‘større by’. 
  • I øvrigt en af de mange byer, hvor man kan hoppe af og på bussen – busserne holder på torvet.
  • Overnatning i Cercal do Alentejo
    Estudio 21  (booket via booking.com). 52 € – ganske fint sted
Rota Vicentina etape 2
Etapens eneste mulighed for kaffe
Rota Vicentina etape 2
Etapens eneste mulighed for kaffe
Rota Vicentina etape 2 korkeg
Et korkegetræ, der er blevet skrællet


Etape 3

Cercal do Alentejo – Porto Covo
17,5 km – 5 timer 30 min

Etapen kort:

  • Morgenmad på torvet i Cercal do Alentejo. 
  • Byens hvide huse med blå døre blev afløst af et landskab i grønt og gult. Den gule farve kom fra de mange nyudsprungne Bermuda Buttercup-blomster.
  • Igen masser af korkegetræer
  • Dagen hvor jeg ramte Atlanterhavet ved Forte da Ilha efter ca. 15 km. Her ligger en cafe, men den var midlertidigt lukket, da de var ved at gøre klar til åbning.
  • Gik langs stranden Ilha de 3 km nordpå til Porto Covo. Man kommer over nogle sten og lidt klipper, hvor man ind i mellem skal til hænderne til hjælp, men det er ikke svært, og det er turen værd. 
  • Overnatning i Porto Covo
    Calmaria Guesthouse (booket på booking.com). Helt fint hotel – 50 € inkl. morgenmad
    Porto Covo er en fin ferieby med de karakteristiske hvide huse med blå døre. Flere restauranter, cafeer og mulighed for at proviantere.
Rota Vicentina etape 3 Cercal do Alentejo - Porto Covo
Farvel til Cercal do Alentejo
Rota Vicentina etape 3 Cercal do Alentejo - Porto Covo
Smukke marker med blomsten Bermuda Buttercup
Rota Vicentina etape 3 Cercal do Alentejo - Porto Covo
Så ramte jeg Atlanterhavet


Etape 4

Porto Covo – Vila Nova de Milfonte
20 km – 5 timer 45 min

Etapen kort:

  • Fra nu af vil mange af etaperne på Rota Vicentina følge Fishermen’s Trailen, og skiltene er afmærket med grønne og blå striber. Ind i mellem vil man dog også støde på Den historiske vej med de hvide/rød afmærkninger.
  • De første par km gik jeg indlands, da jeg vidste, at jeg ville få rigeligt med vandring i sand. Så de 2 frem til Forte da Ilha fulgte jeg den historiske vej
  • Flere surfer hotspot på etapen.
  • Helt sikkert den etape, hvor sandet virkede dybest og dermed tungest at vandre i. Nogle bruger gatters, men sådan 
  • Første oplevelse af storke (dem skulle der komme mange af de følgende dage).
  • Ingen mulighed for mad på dagens etape, så jeg havde proviant med i rygsækken.
  • Overnatning i Vila Nova de Milfonte
    Blue Guide (booket via booking.com)
    Dejligt hotel. 65 € for 2 inkl. morgenmad.
  • Fin by med flere spisesteder og provianteringsmuligheder. 
  • Restaurant Tasca do Celso skulle i øvrigt være et særligt godt spisested. Vi spiste der dog ikke, de først åbnede kl. 19:30, og vi var sååå sultne.
Rota Vicentina etape 4 Porto Covo - Vila Nova de Milfonte
Farvel til Porto Covo
Rota Vicentina etape 4 Porto Covo - Vila Nova de Milfonte
Trailmark for Fishermen's Trail
Rota Vicentina etape 4 Porto Covo - Vila Nova de Milfonte
Smuk dag ved Atlanterhavet


Etape 5

Vila Nova de Milfonte – Cavaleiro
25 km – 8 timer 10 min

Etapen kort:

  • Virkelig dejlig morgenmad på hotellet.
  • Normalt overnatter folk i Almogrove, men af en eller anden uforklarlig grund havde jeg først booket overnatning i Cavaleiro, hvilket blev ca. 7 km ekstra. Det ville jeg nok ikke gøre en anden gang, da det blev en relativ lang etape og næste etape bliver relativ kort.
  • Da det var lavsæson, var færgen over Rio Mira fra Vila Nova de Milfonte ikke i drift, så vi måtte uden om, hvilket tager ca. 1 times tid.
  • En del sand på etapen (dog ikke ligeså meget som i går).
  • Flere strande undervejs, hvor man er i tvivl om, hvorvidt man kan gå langs stranden og komme op på trailen igen i den anden ende. Meget afhænger af om der er lav- eller højvande, og flere steder var der lavet ‘uautoriserede’ stier op. Fx. ved strand Praia das Furnas og stranden Praia do Brejo Largo, hvor der var et tovværk, vi kunne hive os selv op med.
  • Tunneller af akacietræer og masser af gule mimosabuske.
  • Lige inden Almogrove er der en slette med rigtig mange storke på højre hånd.
  • Større frokost i Almogrove.
  • Kystlinjen byder på fantastiske udsigter til Atlanterhavets smukke farver og store bølger. 
  • Smuk solnedgang over Atlanterhavet
  • Overnating i Cavaleiro
    Cavaleiro Rota Costa Alenteja (booket via booking.com). Stor lejlighed, hvor man selv kan lave mad og vaske tøj. 50 € for 2 uden morgenmad.
  • Det er mindre by, men der er et par steder at spise og mulighed for proviantere.
Rota Vicentina etape 5 Vila Nova de Milfonte - Cavalerio
Vi var kreative på stranden
Rota Vicentina etape 5 Vila Nova de Milfonte - Cavalerio
Rota Vicentina er ganske tilgængelig, men nogle gange lod vi os friste til at prøve lidt alternative veje. Det ser meget værre ud end det var. Billedet snyder.
Rota Vicentina etape 5 Vila Nova de Milfonte - Cavalerio
Så hyggeligt at gå på stranden


Etape 6

Cavaleiro – Zambujeira do Mar
Ca. 13 km – 3 timer 30 min

Etapen kort:

  • Dagens store tema for etapen var storke. Aldrig har jeg set så mange storke og storkereder, og vi kom relativt tæt på dem. 
  • Masser af dramatisk kyststrækning.
  • Passerede fiskerlejet Portinho da Entrada da Barca 
  •  Overnatning i Zambujeira do Mar
    Rosa dos Ventos (booket via booking.com). 67 € for 2 inkl. morgenmad.
  • Lidt større by med flere spisesteder, supermarkeder og apotek. 
Rota Vicentina etape 6 Cavalerio - Zambujeira do Mar
En typisk vandresti
Rota Vicentina etape 6 Cavalerio - Zambujeira do Mar
En af de rigtige mange storke, vi oplevede
Rota Vicentina etape 6 Cavalerio - Zambujeira do Mar
Fiskerlejet Portinho da Entrada da Barca


Etape 7

Zambujeira do Mar – Odeceixe
Ca. 20 km – 6 timer

Etapen kort:

  • En dejlig etape ad Fishermen’s Trail langs Atlanterhavet.
  • Stikord: sand, klippestier, masser af storke og storkereder, strandflora, strande og trapper.
  • Pitstop på Cafe Azenha do Mar med dejlig udsigt over klipperne.
  • Overnatning i Odeceixe
    Sudoeste Guest House (booket via booking.com). 46 € for 2 uden morgen. Pænt med kedeligt.
    Fælles køkken, hvor man kan lave mad.
    Vi hentede dog pizzaer på torvet.
Rota Vicentina etape 7 Zambujeira do Mar - Odeceixe
Trapperne går helt sikkert nemmere
Rota Vicentina etape 7 Zambujeira do Mar - Odeceixe
Krydset markerer, at man er ved at gå forkert
Rota Vicentina etape 7 Zambujeira do Mar - Odeceixe


Etape 8

Odeceixe – Aljezur
Ca. 19,5 km – 5 timer 20 min

Etapen kort:

  • Dagens etape byder på en koldstart: for at komme ud af Odeceixe skal man nemlig starte med at gå stejlt opad gennem byen til møllen. 
  • Etapen går indenlands, så man følger igen den historiske vej – altså hvid/rød afmærkning.
  • Denne etape var den ultimative mest kedelige af alle 15 etaper. 
  • Højdepunktet var kaffestop ved bageriet Pao do Rogil i Rogil – det kan til gengæld anbefales, da de har et godt udvalg af lækre kager. 
  •  Efter sigende skulle man kunne følge nogle gamle vandingskanaler mellem Odeceixe og Rogil, men dem missede vi.
  • Overnatning i Aljezur
    Casinhas Proença (booket via booking.com). 60 € for 2 uden morgenmad. Det er et helt byhus med køkken, vaskemaskine, pejs og terrase. Rigtig pænt.
  • Aljezur er en lidt større by i flere byer med butikker, restauranter og en del historiske fortællinger (som vi dog ikke gik på opdagelse i).
Rota Vicentina etape 8 Odeceixe - Aljezur
Møllen i Odeceixe
Rota Vicentina etape 8 Odeceixe - Aljezur
Så er vi lidt på den historiske vej igen. Rød/gul indikerer vandredagsruter
Rota Vicentina etape 8 Odeceixe - Aljezur
Snyd ikke jer selv for kage hos bageren Pao do Rogil i Rogil


Etape 9

Aljezur – Arrifana
Ca. 16 km – 5 timer

Etapen kort:

  • Fandt en morgenmadscafe i Aljezur.
  • De første 2 km ud af Aljezur går stejlt opad af grusveje. 
  • Lidt efter deler vejen sig i 2, hvor valget står mellem den historiske vej eller Fishermen’s Trail (4 km længere). Vi valgte den sidste.
  • Et par kilometer ad asfaltvej.
  • 2 skønne cafeer undervejs, som begge ligger ved vejen. Vi valgte den første Taberna do Gabriel, som dukkede op efter 7,5 km, da vi kom tilbage til Atlanterhavet. Herfra var der kig til floden Ribeira de Aljezur.
    (Alternativt kan man gå et par kilometer længere til Restaurant O Sargo ved stranden Praia de Monte Clérigo)
  • Må hellere lige nævne sandstier igen….. og deraf sand i skoene.
  • Overnatning i Arrifana
    Utopia Guest House (booket via booking.com). 44 € for 2 uden morgenmad. Kan tilkøbes. Et charmerende indrettet hotel.
  • Arrifana er en meget kedelig by uden meget charme. Der er et par kedelige spisesteder (så det umiddelbart ud til) og et supermarked, som dog havde lidt delikatesser. Vi havde købt lækkerier i supermarkedet og spiste på værelset. Kaffe og the kunne vi lave i fællesrummet på hotellet.
Rota Vicentina etape 9 Aljezur - Arrifana
På vej ud af Aljezur
Rota Vicentina etape 9 Aljezur - Arrifana
Der er mange strande ved Atlanterhavet
Rota Vicentina etape 9 Aljezur - Arrifana
Pausetid


Etape 10

Arrifana – Carrapatrira
Ca. 20,5 km – 6 timer

Etapen kort:

  • Det var weekend, så tydeligvis flere biler på grusvejene og en masse surfere.
  • Endnu en vandredag med masser af udsigt til Atlanterhavet og lidt indenlands. Igen kunne man vælge mellem Fishermen’s Trail og den historiske vej. Vi valgte det første.
  • Et par muligheder for at gå på stranden i stedet for den officielle sti på skrænterne.
  • Overnatning i Carrapateria
    Carrapateira Lodge (booket via booking.com). Turens ubetingede billigste overnatningssted: 24 € for 2 uden morgenmad. Fælles bad (deles med 3 andre værelser). Køkken hvor man kunne lave mad.
  • Vi spiste på Micro Bistro Bar på torvet i byen, hvilket i den grad kan anbefales. Virkelig lækker mad.
Rota Vicentina etape 10 Arrifana - Carrapatrira
Udsigt mod stranden Praia do Canal
Rota Vicentina etape 10 Arrifana - Carrapatrira
Stranden Praia de Bordeira
Rota Vicentina etape 10 Arrifana - Carrapatrira
Carrapateira. Restaurant Micro Bistro Bar på torvet serverer rigtig lækker mad


Etape 11

Carrapatrira – Vila do Bispo
Ca. 16 km – 5 timer

Etapen kort:

  • En af de lidt hårdere etaper med en del op- og nedstigninger.
  • Morgenmad på torvet – lige ved skulpturen af den krumryggede mand. Stedet var i den grad mødested for alverdens mennesker; surfere, vandrere, cykelrytter, lokale og børnefamilier.
  • Kom forbi den islamiske ruinPonta do Castelo Islamic fra 12-1.300 tallet.
  • Vi freestylede mellem strandene Praia da Muracao og Praia da Manteiga, hvilket gav en del højdemeter i benene og krævede lidt mere af balancen (dog uden at være overdrevent). Vi kom blot på fysisk arbejde. Naturen kvitterede med stor belønning for den ekstra indsats.
  • Nogle stejle nedstigninger undervejs, hvor vi var godt i knæ, så man kunne holde fast i bevoksningen.
  • Igen en masse smukke strande. Praia de Manteiga ligger fuldstændigt isoleret – godt sted at bade. Denne strand kommer man også til, selvom man ikke freestyler. Der er en stejl nedstigning til stranden og efterfølgende en stejl opstigning.
  • Herefter kom vi indenlands og tilbage til den historiske vej.
  • Overnatning i Vila do Bispo
    Casa Mestre (booket via booking.com). Pris 48 € for 2 uden morgenmad. Fint sted med køkken, terrasse og pool.
  • En meget stille by i lavsæsonen, så en del restauranter lukket.
  • Mulighed for proviantering – bl.a. i en Lidl.
Rota Vicentina etape 11 Carrapateira - Vila do Bispo
Man fornemmer ligesom vindretningen
Rota Vicentina etape 11 Carrapateira - Vila do Bispo
Der kom højdemeter i benene i dag
Rota Vicentina etape 11 Carrapateira - Vila do Bispo
Et lile kig tilbage
Rota Vicentina etape 11 Carrapateira - Vila do Bispo
Lidt flere højdemeter
Rota Vicentina etape 11 Carrapateira - Vila do Bispo
Rota Vicentina etape 11 Carrapateira - Vila do Bispo
Et kig tilbage - når det går op, går det også ned på et tidspunkt.
Rota Vicentina - Praia de Manteiga
Udsigten mod stranden Praia de Manteiga


Etape 12

Vila do Bispo – Cabo do Sao Vicente – Sagres
Ca. 21 km – 5 timer 30 min

Etapen kort:

  • Dagen, hvor vi ramte det vestligste punkt i Portugal; Cabo de Sao Vicente
  • En meget nem etape uden nogle synderlige forhindringer. 
  • Vi valgte (igen) Fishermen’s Trail, da trailer splittede op. Vi havde nemlig læst, at den historiske skulle være kedelig. 
  • Fyrtårnet på spidsen var lukket, da vi var der. Der ligger ellers en cafe.
  • Overnatning i Sagres
    Casa Gigi (booket via booking.com). 45 € for 2 uden morgenmad. Ganske fint sted med mulighed for at koge vand til kaffen.
  • Flere interessante restauranter i byen. Vi valgte den italienske restaurant Arte Bianca, som vi gerne anbefaler.
  • Lidt større by så lidt flere butikker. En del dog lukket her i lavsæsonen.
Rota Vicentina etape 12 Vila do Bispo - Cabo do Sao Vicente - Sagres
Rota Vicentina etape 12 Vila do Bispo - Cabo do Sao Vicente - Sagres
Lidt kunst i sandet
Rota Vicentina etape 12 Vila do Bispo - Cabo do Sao Vicente - Sagres
Rota Vicentina etape 12 Vila do Bispo - Cabo do Sao Vicente - Sagres
Så nåede vi så langt
Rota Vicentina etape 12 Vila do Bispo - Cabo do Sao Vicente - Sagres
Fyrtårnet ved Cabo do Sao Vicente
Rota Vicentina etape 12 Vila do Bispo - Cabo do Sao Vicente - Sagres
Første by på Algarvekysten; Sagres


Etape 13

Sagres – Salema
Ca. 18 km – 5 timer 15 min

Etapen kort:

  • Dette skulle efter sigende være Rota Vicentinas hårdeste etape. Vi havde hørt den kunne tage op til 8 timer, men vi brugte kun 5 t og 15 min, og vi skyndte os bestemt ikke.
  • Ja, etapen har en del op- og nedstigninger – lidt som etape 11. Vi oplevede dog ikke dagens etape så crazy, som vi havde læst rundt omkring. Ingen steder føltes det uoverskueligt eller farligt.
  • Det er de sidste 10 km, der går op og ned, men belønningerne er store i form af formidable udsigter.
  • Alligvel blev det dagen hvor jeg brækkede håndleddet, da jeg gled på en nedstigning, og idet jeg tager fra med hænderne brækker jeg håndleddet. Jeg var bare virkelig uheldig.
  • Heldigvis havde jeg en rejseforsikring og kom til undersøgelse i Lagos. Jeg kan blot konstatere, at deres hospitalsvæsenet i min situation virkede upåklageligt.
  • Vi havde lidt proviant med, da eventuelle restauranter ofte har lukket på denne tid af året, hvilket også var tilfældet.
  • Overnatning i Salema
    Salema Beach Apartment (booket via booking.com). Pris 95 € for 2 uden morgenmad. Dejlig lejlighed med køkken og terrasse med skøn udsigt over vandet. Langt over det normale budget for overnatning, men der var ikke så mange alternativer på denne tid af året, hvis man ikke ville bo på campingpladsen inde i landet.
  • Salema er en ferieby på Algarvekysten af den hyggelige slags. Der er restauranter, cafeer, lidt butikker, købmand, og byen virker meget afslappet.
Rota Vicentina etape 13 Sagres - Salema
Et magisk øjeblik
Rota Vicentina etape 13 Sagres - Salema
Klipperne bliver ved med at fascinere
Rota Vicentina etape 13 Sagres - Salema
Sjovt nok blev dette etapen, hvor jeg brækkede håndledet (dog ikke lige her)


Etape 14

 Salema – Luz
(Ca. 12,5 km – 2 timer 45 min)

Etapen kort:

  • Etapen gik jeg ikke, da jeg skulle til kontrol på hospitalet. Derfor står distance i parentes.
  • Dog gik min rejsekammerat etapen, og hun fortæller, at etapen er smuk og helt tilgængelig.
  • Jeg i stedet gik en tur i Salema og omegn, hvilket var en god oplevelse.
  • Om morgene samlede jeg en masse store (ca. 10 cm) smukke muslingeskaller på stranden. De er der kun om morgenen, når højvandet har været der med en ny ‘forsyning’ af skaller, og inden der har været for mange mennesker på stranden på deres morgentur, og som har indsamlet dem.
  • Salema er meget charmerende med små stræder, fine hvide huse med farveriger døre og vindueskarme, kakler på husfacaderne og andre spændende detaljer.
  •  Husk at kigge nedad og bemærk det smukke brolæggerarbejde i Salemas gader.
  • Overnatning i Luz
    A48 – Starlight Apartment (booket via booking.com). Pris 90 € for 2 inkl. morgenmad, som dog var dødsygt.  Køkken og kæmpe terrasse. Jeg hadede alt ved dette sted, da det var indbegrebet af en kedelig upersonlig ferielejlighed. Havde desværre ikke formået at finde noget billigere, som lå i byen, da flere steder ikke accepterede overnatninger i kun 1 døgn. I øvrigt skulle nøglen hentes i Luz, hvilket er en dårlig løsning som vandrer. Nu var jeg der alligevel på hospitalet, så for vores vedkommende gik det an.
Rota Vicentina etape 14 Salema - Luz
Salema er en hyggelig by at slentre rundt i
Rota Vicentina etape 14 Salema - Luz
Fine store muslingeskaller på Salema Strand
Rota Vicentina etape 14 Salema - Luz
Tydelige forårstegn: mandeltræerne var ved at springe ud


Etape 15

 Luz – Lagos
Ca. 16 km – 6 timer
Herfra bus til Lissabon – 3 timer 45 min

Etapen kort:

  • En helt fantastisk finale på Rota Vicentina. 
  • Masser af imponerende udsigt til kysten langs Atlanterhavet.
  • Ikke mindst området Ponta Da Piedade var imponerende smukt. Vandet var azurblåt, klippeformationerne imponerede med de mange grotter, skjulte strande som kun besøges, hvis man var frisk på de mange trapper (det var vi). Fx den smukke strand Praia do Camilo, hvor man også gik gennem klippen.
  • Et par muligheder for kaffestop – dog til højere priser, da vi nu tydeligt havde ramt et turistområde.
  • Når man når til Lagos går trailen ad promenaden langs havneindløbet. Efter ca. 1 km kommer man til et gangbro, som man skal over (der er afmærkning). Efter ca. 700 meter når man afslutningen på Rota Vicentina, som ligger mellem den nye og den gamle stationsbygning.
  • Turen tilbage tilbage til Lissabon herfra er nemt. Først skal man tilbage over broen, hvorfra man kan spotte busterminalen (Terminal Rodoviário) lige fremme og en smule til højre (der holder gerne flere busser). Her er der et billetkontor, hvor der kan købes billetter. Dog kan der KUN betales med kontanter, men der er en ATM-maskine tæt på.
  • Der er masser af busafgange til Lissabon, men de kan også tjekkes her.
  • I øvrigt ligger der et lille supermarked i tæt på terminalen, hvis man vil proviantere til turen. Den ligger i Rum Mercado de Levante.
  • Vi betalte 21 € for én billet, og turen til Lissabon tog ca. 3 timer og 45 minutter. Busserne er i øvrigt ganske komfortable.
  • I Lissabon tjekkede vi inde på Turim Alameda Hotel (bestilt via booking.com, pris 64 € for 2 uden morgenmad). Næste morgen tjekkede vi ud kl. 4:50, så vi kunne nå flyveren tilbage til Danmark. Husk at taxa kun modtager kontanter.

 

Og hermed sluttede en helt fantastisk tur 🙂 

Rota Vicentina etape 15 Luz - Lagos
Smukke spots på Algarvekysten
Rota Vicentina etape 15 Luz - Lagos
Området ved Ponta Da Piedade var imponerende smuk
Rota Vicentina etape 15 Luz - Lagos
Lidt mere Ponta Da Piedade
Rota Vicentina etape 15 Luz - Lagos
En af de mange små gemte strande
Rota Vicentina etape 15 Luz - Lagos
Promenaden ind gennem Lagos
Rota Vicentina etpae 15 Lagos
Afslutningen på Rota Vicenta ligger nede ved stationen mellem den gamle og nye stationsbygning


THE END

11 Responses

  1. Tak for denne skønne beskrivelse af din rejse. Så godt skrevet og så mange gode, nyttige informationer til os andre, der planlægger samme tour. Nu har jeg fået endnu mere lyst til at tage afsted.
    Vh Jan

  2. Jeg planlægger at gå Fishermens Trail primo oktober i år.
    Tak for god og inspirerende læsning.

    1. Tak for tilbagemeldingen, hvilket jeg værdsætter.

      Hav en fantastisk rejse.

      Mange hilsner
      Inge

      P.S. Hvis der er noget, der har ændret sig ift. informationer i mit opslag, må du må meget gerne give en tilbagemelding, når du er hjemme igen. Så opdaterer jeg mit skriv 🙂

  3. Har lige opdaget din “side”
    Tak for fine beskrivelser af dine ture – og de flotte billeder.
    Er ved at planlægge en tur på Fisherman’s trail og din dagbog har været en stor hjælp.

  4. Er ved at planlægge egen tur så det er nærmest en gave at kunne læse din beskrivelse. Tak for det. Jeg tænker på at flyve tur-retur Faro, bruge bussystemet så jeg kan gå nord-syd. Kan du se udfordringer i det?

  5. Hej
    Tak for fine og informerende beskrivelser
    Jeg skal gå (del af) FIshermans Trail i oktober
    Vi har kun 10 vandredage, så vi kan ikke nå hele ruten
    Finder du det bedst at udelade etaper i starten eller i slutningen af ruten eller er der etaper du tænker kan udelades. Vi har ikke noget imod at tage offentlig transport på en etape eller tre
    All the best😀

    1. Hej Bente
      Det kan du glæde dig til.
      Egentligt slutter trailen ved Cabo do Sao Vicente men jeg ville ikke snyde mig selv for den smukke Algarve-kyst frem til Lagos.
      Mit forslag ville være at springe etape 1, 2, 8 og 9 over og slå 14 og 15 sammen.
      God tur.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Læs om andre af mine skønne ture

Krævende Tour Mont Blanc i Frankrig, Schweiz, Italien
159 km og 10.000 højdemeter – 10 dage

Tour Mont Blanc etape 2

Smukke Malerweg i Tyskland
157 km – 7 dage

rota

Klassiske West Highland Way i Skotland
163 km – 8,5 dage

West Highland Way dag 2_3

Den legendariske  Franske Camino – det meste i Spanien
800 km – 38 dage

Tankeskridt Caminoen

Bornholm Rundt – en ægte klassiker
84 km – 4 dage

Tankeskridt Bornholm Rundt Hammershus

Smukke Gendarmstien i Sønderjylland
84 km – 4 dage

Tankeskridt_Inge Færch_Gendarmstien

Halsninoen i smukke Halsnæs
54 km – 2 dage

Tankeskridt_Halsninoen

Alverdens dagsture i Danmark – mest på Sjælland, da det er her jeg bor 🙂